Koder, kort og kompas

Juniorerne havde i dag sidste møde med instruktioner og genopfriskning af koder, kort og kompas. Mødet begyndte med, at de hver især skulle løse forskellige typer af koder i forskellige sværhedsgrader. Efter dette blev de instrueret i kort og kompas, og hvordan disse fungerer og bruges. Den sidste del af mødet blev brugt på at juniorerne skulle rundt og pejle med kompas ude i haven, og give hinanden udfordringer i at finde ting med kompas.

IMG_3089.JPG

 

Bålkonkurrence

Juniorerne blev på mødet i dag givet lidt af en opgave. De startede “fra scratch” uden nogen ting til at lave bål. De skulle løse opgaver for at få udleveret økser, brænde, tændstikker osv. som de kunne bruge til at lave et bål. Der blev løst koder, slået kolbøtter og svaret på spørgsmål, og der kom hurtigt ild i bålet. Til sidst hyggede vi med lækre pølser og brød.

Klanting i KlanTukan

Denne onsdag har KlanTukan holdt sin årlige generalforsamling. Dette kaldes i spejderkredse et Klanting. Mødet startede med nogle spejderaktiviteter udenfor, og efter ca. en time startede selve generalforsamlingen. Der blev snakket om sidste års aktiviteter og møder, og berettet om klanens økonomi. Der blev også foreslået kommende aktiviteter og forslag til ture og udflugter. 2015 ser ud til at blive et rigtig godt og spændende år for KlanTukan.

IMG_3034.JPG

 

 

Nyt brændeskur i Ørnereden

I weekenden har nogle friske ledere haft travlt med at bygge et nyt brændeskur. Arbejdet startede lørdag morgen i strålende solskin. Der blev målt op og gravet ud til fundamentblokke. Derefter blev der samlet et skellet, lagt gulv og sat vægge. Lørdag aften blev der lavet mad og hygget med nogle brætspil.
Søndag morgen fortsatte arbejdet i overskyet og blæsende vejr. Der blev skåret plader til taget og lagt tagpap. Søndag eftermiddag, efter to dages hårdt arbejde, kunne de stolte spejdere sidde i læ af regnen i det færdige brændeskur.
Vi glæder os til at tage brændeskuret i brug og lave nogle gode bål med lækkert tørt træ.

IMG_2976

Juniorerne på postløb

Juniorerne var i aften på post-løb. De var delt op i tre hold, og skulle ud og finde 30 poster, som var hængt op. De skulle så tilbage til lederne og enten svare eller løse opgaverne.
De klarede det rigtig flot, og vinderne vandt chokoladekiks som de delte med de andre spejdere.

IMG_2773

Endnu et godt loppesalg!‏

Påskelørdag havde vi loppesalg. Vejret var skønt, stemningen i top og – ikke mindst – pladsen fyldt med lopper (og det var ikke spejdere alle sammen ) så vi havde godt gang i salget.

 Tusind tak for indsatsen til alle sælgere – ikke mindst til de nye, som vi håber havde det lige så sjovt som de ”gamle lopper”.

IMG_0176

Fødselsdag i Ørnereden

I søndags blev der holdt et stort fødselsdagsarrangement i Ørnereden. Vi havde en rigitg hyggelig dag med bål, sjov, lege og aktiviteter.

Har du lyst til at holde dit barns fødselsdag i Ørnereden, så kom ned og snak med lederne. Vi hjælper med planlægning og aktiviteter, og kommer på dagen og leger med børnene. Vi har aktiviteter for alle aldersgrupper!

Batterimærke

Juniorerne har de sidste par møder taget batterimærket. De har lært om batterier og strøm, og ikke mindst om genbrug af batterier. De har lavet morseapparater, quizmaskiner og andre elektriske forsøg. De har alle fået et velfortjent mærke som de kan sy på deres uniform.

Fastelavn i Bagsværd Kirke

Søndag den 15. februar deltog 2. Bagsværd i fastelavnsgudstjenesten i Bagsværd Kirke. Årets tema var Noahs ark. Juniorerne havde forinden lavet nogle flotte dyrefigurer som blev delt ud til børnene som var til gudstjenesten. Spejderne havde bygget et stort stativ af rafter til fastelavnstønderne, så det kunne slås katten af tønden efter gudstjenesten. Der blev kronet kattekonger og kattedronninger og givet præmie for bedste udklædninger.
Dagen sluttede med lækre boller og varm kakao.

Koder og minefelter

Juniorerne løser morsekoder med hunde og katte, og sniger sig igennem de farlige “minefelter”.